Vikarpræst maj og juni 2026

Velkommen til Kirsten Frank

I maj og juni 2026 har præst Linda Brøndgaard Jensen studieorlov. I den anledning byder vi velkommen til Kirsten Frank, som bliver indsat i forbindelse med højmessen kl. 10 den 3. maj. Efter højmessen er der mulighed for at hilse på Kirsten til en reception i menighedssalen.

Lidt om Kirsten

Vi har fået nedenstående introduktion af Kirsten, og vi glæder os til at møde hende.

"Jeg hedder Kirsten Frank og afsluttede min uddannelse i teologi fra Københavns Universitet sidst i december 2025. Den 29. januar i år blev jeg ordineret i Odense Domkirke, og i marts og april har jeg vikarieret for Kristian Mejrup, der er præst i Thomas Kingos kirke. Nu glæder jeg mig til at få lov at vikariere hos jer i Munkebjerg Kirke, mens Linda afholder studieorlov i maj og juni måned.

Jeg bor aktuelt på Nørrebro i København sammen med min mand Morten og vores søn Jakob på 2,5 år. Både Morten og jeg er vokset op på Fyn – jeg selv lidt uden for Odense i landsbyen Marslev, hvor min far havde et blomstergartneri. Vi håber begge, at vi snart kan bosætte os på Fyn, men indtil videre må jeg satse på DSB, når jeg skal til Odense.

Foruden min uddannelse i teologi har jeg en kandidatgrad i filosofi og har skrevet speciale om Søren Kierkegaard og hans forestilling om humor som livsanskuelse. Som nyuddannet ’filosof’ arbejdede jeg nogle år på forlaget Lindhardt og Ringhof, inden jeg besluttede mig for at vende tilbage til universitet og læse til præst. Jeg kommer fra et hjem, hvor fællesskab, kultur og historie var værdsat, men det var Højskolebladet – ikke det lokale kirkeblad – der lå fremme. Jeg har derfor selv måtte finde vej til troen og kirken. En vej, som jeg glæder mig meget til at skulle gå et stykke videre af sammen med menighed og medarbejdere i Munkebjerg Kirke.

Jeg ser meget frem til at møde jer alle sammen!"