FDF
Kunsten at lytte Lytning er ikke det den danske ungdom træner mest i disse år, men der er andre steder i verden hvor man har indset hvor vigtig lytning er for samfundet. En sydamerikansk deltager i den nyligt afholdte Malko-konkurrance fortalte, at i hans land havde man gjort musikundervisning og lån af instrumenter gratis og man satsede på at eleverne så tidligt som muligt spillede sammen i større eller mindre bands eller orkestre. Formålet hermed er at lære de unge mennesker at lytte til hinanden. Denne færdighed vil de unge tage med sig også udenfor øvelokaler og koncertsale og den vil have positiv indflydelse på det sociale liv i landet.
FDF kan desværre ikke tilbyde gratis undervisning men for et overkommeligt kontingent kan man låne et instrument og modtage ugentlig undervisning samt dyrke samspil. Børn fra skolesøgende alder, unge og ældre der vil føle sig unge, kom og besøg os en mandag aften i menighedssalen ved Munkebjerg kirke, vi vil gerne lære jer at lytte ved at spille sammen med jer.
I FDF (hvor der på landsplan er 27.000 medlemmer) møder vi børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet. FDF's kerneaktiviteter er bl.a. friluftsliv, musik og leg, hvor vi i Musikkredsen primært beskæftiger os med musikken.
I Musikkredsen kan du starte, fra du er 9 år. Vi har et elevorkester (hvor der også er undervisning) og vi har Orkester (Brass Band), hvor alle aldre er velkomne. Så uanset om du er begynder eller har spillet i mange år, er du velkommen. Det koster 200 kr. for elever pr. kvartal (inkl. evt. instrumentleje) og 300 kr. for voksne pr. kvartal.
Orkesteret spiller i kirken mandag aften fra 19.30 til 21.30. Før 19.30 er der elevorkester og undervisning på trommer, trompeter, tromboner eller et andet messinginstrument.
Hvis du vil vide mere, så kontakt Ole Møller Sørensen på 6613 5982. www.FDFodensemusik.dk
PS: Vi spiller mange koncerter i byen og i Munkebjerg kirke – i kirken spiller vi fx forårskoncert hvert år i maj, du kan også høre os til Kyndelmissegudstjeneste, børnefestival og til jul.
|